Hvordan investerer man i aktier?

Hvordan investerer man i aktier?

Hvordan køber man aktier? 

Hvordan investerer man i aktier? 

Hvordan handler man med aktier? 

Det er spørgsmål, som rigtig mange nybegyndere på aktiemarkedet har brug for svar på, inden de køber deres første aktie. 

Er aktie universet også nyt og ukendt for dig, og vil du derfor gerne blive klogere på, hvordan du kommer i gang, så er du landet på den rette side.

Der kan være mange gode grunde til, at man har et ønske om at investere i aktier. 

Det kan f.eks. være, at man ønsker at beskytte sin opsparing mod negative renter. 

Står dine penge blot og samler støv på bankkontoen, så vil opsparingen falde i værdi med tiden pga. både negative renter og inflation. 

Går du med tanker om at begynde at investere i aktier, men mangler du lige det sidste skub og den sidste nyttige viden? 

Så læs videre og bliv klar til at erobre aktiemarkedet.  

Forstå hvordan aktieinvestering fungerer

Det er kun positivt, at du gerne vil i gang med at investere i aktier med henblik på at få din formue til at vokse.  Inden du køber din første aktie, er der dog nogle få ting, du skal vide om aktier og aktie investering i det hele taget. Mangler du stadig at få den basale viden på plads, så vil dette afsnit være som skrevet til dig.

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at al investering er forbundet med risiko, og aktieinvestering er ingen undtagelse. Investér derfor ikke penge, du ikke har råd til at miste. 

Når du investerer i aktier, så køber du i princippet små andele af reelle selskaber. 

Køber du f.eks. aktier i en virksomhed som Novo Nordisk, så ejer du i princippet en lille bitte del af virksomheden. 

For at kunne købe aktier i en virksomhed skal virksomheden være noteret på en børs, eksempelvis NASDAQ eller Tokyo Stock Exchange. 

Er der tale om en dansk virksomhed, så vil virksomheden typisk være noteret på den danske børs (men der er ingen regler uden undtagelser).

Du kan købe og sælge aktier via såvel banken som en investeringsplatform som Saxo Bank eller Nordnet. Der er fordele og ulemper ved begge muligheder.  

Dette skal du overveje, inden du begynder at investere i aktier

Du ved nu, hvad en aktie er, og hvor du kan købe og sælge aktier – så langt, så godt.

Næste step er at gøre sig nogle grundige overvejelser om alt fra investeringens størrelse, strategi, antal og valg af aktier m.v.

Det er overvejelser, du skal gøre dig for at sikre, at du laver en så klog investering som muligt.
Det er dine hårdt tjente penge, du investerer for, og derfor bør det også være i din interesse at placere pengene så fornuftigt som muligt. 

Disse ting bør du overveje, inden du begynder at investere i aktier:

  1. Overvej hvor meget du er villig til at investere – Noget af det første du bør gøre er at overveje, hvor mange penge du kan og vil investere i aktier. Endnu en gang kan vi kun opfordre dig til ikke at investere penge, du ikke har råd til at miste. Der er som udgangspunkt ingen minimumsgrænse, men skal din gevinst ikke ædes op af kurtage og andre gebyrer, så er en god tommelfingerregel at investere mindst 5.000-10.000 kr. pr. aktie.  

  1. Overvej din risikovillighed og tidshorisont – Man skal have en vis risikovillighed for at investere i aktier, da aktieinvestering som bekendt er forbundet med risiko. Din risikovillighed er bl.a. afgørende for, hvilke aktier der vil være interessante at investere i. Nogle aktier byder nemlig historisk set på større udsving og risiko end andre. Derudover skal du have din tidshorisont in mente, når du investerer i aktier. Medmindre du har et ønske om at blive daytrader, så bør du have en tidshorisont på minimum 3-5 år. Jo længere tidshorisont, desto mere risikovillig kan du som hovedregel tillade dig at være. 

  1. Overvej hvor du vil købe og sælge aktier – Det er nemmere end nogensinde før at købe og sælge aktier. Det hele foregår nemlig digitalt. Helt overordnet kan du handle aktier to forskellige steder – via banken eller via en investeringsplatform. I banken kan du få investeringsrådgivning, men til gengæld er omkostningerne ved at handle aktier via banken typisk højere end via en investeringsplatform. 

  1. Overvej din strategi – Sidst, men ikke mindst skal du overveje din investeringsstrategi. Kunsten er ikke blot at vælge en strategi, men også at følge den. Hvilken strategi der er den rette for dig afhænger af flere forskellige faktorer som risikovillighed og tidshorisont. Ønsker du et stabilt afkast uden at skulle bruge alt for meget tid på at lave research og følge markedet, så vælg en indeksfond (evt. en passiv en af slagsen). Har du interesse i (og tid til) at lave analyser og gennemgå regnskaber, så kan du med fordel købe enkeltaktier. Enkeltaktier er forbundet med større risiko end indeksfonde, men til gengæld er der også mulighed for at lave et større afkast. 

Sådan investerer du i aktier i praksis


Du er bevidst om, at du kan købe og sælge aktier flere forskellige steder, men hvordan gør man i praksis? 

Dette vil vi gerne give dig mere viden om, så du er godt rustet til din første aktiehandel. Det kan godt være en smule overvældende at skulle købe sin første aktie, men det behøver hverken at være svært eller tidskrævende.

Trin-for-trin guide til at købe aktier:

  1. Åbn en investeringskonto – Vil du gerne købe din første aktie, så skal du først og fremmest have åbnet en investeringskonto. For at kunne gøre dette skal du som udgangspunkt være mindst 18 år gammel.

For at holde dine omkostninger nede bør du vælge en uafhængig handelsplatform. Blandt de mest populære kan der bl.a. nævnes Saxo Bank, Nordnet og eToro. Du kan med fordel sammenligne de forskellige handelsplatforme, inden du træffer dit valg (kig bl.a. på faktorer som udvalg af aktier, service, priser, funktioner osv.). Det er tilladt at investere gennem mere end én handelsplatform, men for overskuelighedens skyld kan det være en fordel at holde sig til én platform. 

  1. Vælg den ønskede aktie – Når du har åbnet en investeringskonto og er blevet godkendt, så kan du vælge den ønskede aktie. Typisk vil du kunne søge efter aktien via platformens søgeformular – søg enten efter virksomhedens navn eller aktiekode, eksempelvis Vestas Wind Systems A/S eller VWS.

  1. Angiv det ønskede antal aktier – Du skal nu angive, hvor mange aktier du ønsker at købe. Hvor mange aktier du kan få afhænger af, hvor mange penge du er villig til at investere, og hvad dagskursen lyder på. Der skal som minimum købes én hel aktie (det er ikke muligt at købe halve eller kvarte aktier). 

  1. Køb aktien – Du er nu klar til at købe aktien. Klik på købsknappen og lad systemet klare resten. Aktierne vil først blive føjet til dit depot, når der er fundet en sælger, der vil sælge aktien til den givne pris. Som udgangspunkt vil dette ske hurtigt, såfremt du vælger at handle aktien til markedsprisen. 

  1. Hold på aktien og sælg på det rigtige tidspunkt – Du har nu købt din første aktie og kan som hovedregel læne dig tilbage, såfremt du har en lang tidshorisont. Nu er din opgave at holde dig til din strategi. Og så skal du sørge for at sælge aktien på det rigtige tidspunkt. Hos TradeDesk hjælper vi dig med at komme ind og ud af aktier på de rigtige tidspunkter. 

Hvor mange aktier skal jeg købe?

Der er intet, der hedder rigtigt eller forkert, når det kommer til investering i aktier. 

Det er dog en kendsgerning, at jo færre aktier du køber, desto større risiko løber du. 

Består din aktieportefølje kun af en eller få aktier, så må du forvente store udsving. 

Ønsker du at mindske din investeringsrisiko, vil du med fordel kunne opbygge en portefølje med 5-15 aktier med nogenlunde lige vægtning. 

Du kan i øvrigt gøre klogt i at investere i selskaber på tværs af landegrænser, sektorer m.v.