Er SAS AB (SAS DKK) en god investering i 2022 ?

SAS har haft en svær tid, og det ser ikke ud til, at den umiddelbare fremtid bliver meget bedre. Men tror du på, at SAS-aktien pludselig letter, så kan der være gode gevinster at hente, men de skal dog først af med gælden og overleve det næste år.

Video analyse af SAS AB – aktien d.8/6-2022

I løbet af det seneste år er SAS-aktien således faldet med 66 procent:

 


Som det ses af grafen herover, er der en klar tendens mellem corona-nedlukninger og –bekymringer og SAS-aktien: Man kan se, hvordan aktiekursen er svagt stigende i løbet af foråret, hvor corona-bekymringerne aftager. Så topper aktien henover sommeren, hvor vi rejser meget, og der bliver fløjet en del. Og til sidst falder aktiekursen så markant, mens omikron-varianten spreder sig og atter lukker samfundet ned.

Men selvom der er en tydelig sammenhæng mellem årets gang for henholdsvis corona og SAS-aktiekursen, så ligger der flere ting bag den faldende og i bedste fald slingrende SAS-aktiekurs.

 

Men kan det så overhovedet blive værre?

Det er svært at svare på, og måske sidder du nu og stiller dig selv spørgsmål som: “Har SAS-aktien ramt bunden?” eller “er SAS en god investering?”, og de spørgsmål vil vi gerne forsøge at besvare her, hvor vi undersøger, om der er potentiale for fremtidige aktiegevinster, hvis man satser sine penge på SAS.

 

Hvad laver SAS?

Scandinavian Airlines System, som er SAS’ fulde navn, er det nationale luftfartsselskab for Danmark, Norge og Sverige.

SAS blev oprettet i 1946 som en sammenlægning af Det Danske Luftfartsselskab, Det Norske Luftfartsselskab og Svensk Interkontinental Lufttrafik AB. Det oprindelige SAS-konsortium samarbejdede kun om interkontinentale ruter, men i 1948 blev European SAS oprettet med samarbejde om europæiske ruter. SAS har hovedsageligt satset på forretningskunder siden 1980’erne.


I 2001 blev SAS omskabt til ét stort aktieselskab, kendt som SAS AB. Her ejede den svenske stat 21 procent, den danske og norske stat hver ejede 14 procent, mens resten af aktierne var ejet af private aktionærer. I dag ejer den danske og svenske stat hver knap 22 procent, efter at den norske stat solgte sine SAS-aktier i 2018.

Siden slutningen af 00’erne har SAS haft ganske store økonomiske problemer, og det har ført til en masse spareplaner, omstruktureringer og frasalg.

Således skilte SAS Group sig af med sin hotelvirksomhed med blandt andre SAS Radisson i 2007. Derudover ejede SAS Group tidligere en større del af airBaltic. Denne ejerandel blev solgt i 2008, og i 2009 blev størstedelen af Spanair, som SAS oprettede i 1986, også solgt. Endelig skilte SAS Group sig også af med sin ejerandel af British Midland i 2009.

Netop i de økonomiske vanskeligheder ligger også et af de fremtidige store problemer for SAS, som man skal være opmærksom på som aktionær.

Men det kommer vi tilbage til senere i denne artikel.

Sådan har SAS-aktien klaret sig historisk set

SAS-aktiens kurs de seneste fem år har nærmest konstant befundet sig i én lang, nedadgående tendens.

Således er aktiekursen faldet cirka 86 procent over de seneste fem år:

Faldet hænger både sammen med coronavirussen samt de økonomiske vanskeligheder, som vi nævnte tidligere.

Men den faldende tendens har ikke kun været en tendens de seneste fem år.

Hvis man tager et kig på aktiens afkast i alt siden børsnoteringen i 2001, så kan man ikke lade være med at hæfte sig ved, at aktiekursen er faldet med utrolige 98 procent… stor gæld og adskillige kapitaludvidelser ligger bag faldet, hvor eksisterende investorer har betalt gildet gang på gang, mens de har haft svært ved at tjene penge (også inden corona)

Estimaterne og de finansielle nøgletal er heller ikke optimistiske.

SAS forventer at få et mindre underskud i 2022 og blive profitable i 2023, men det er estimater.

Betaler SAS udbytte?

Nej, SAS betaler ikke udbytte. (de tjener ingen penge, men de forventes at give overskud i 2023)

SAS har ikke udbetalt udbytte siden 2001, hvor selskabet blev omskabt til ét stort aktieselskab, og dermed er SAS altså ikke god udbytteaktie.

Hvorfor skal jeg købe aktier i SAS?

I begyndelsen af december kunne Sydbank fortælle, at det går den rette vej for SAS – i hvert fald når det gælder antallet af flyrejsende på den meget korte bane, fordi SAS præsenterede en flypassagerfremgang fra oktober til november i 2021.

Banken hæftede sig især ved, at der var kommet gang i flyvningerne henover Atlanten til og fra USA, og det betyder meget for SAS’ omsætning.

En anden grund til at SAS kunne være en interessant aktiecase, er hvis man spekulerer i, at omikron-varianten bliver afslutningen på coronavirussens mange nedlukninger, for så kan det ikke afvises, at “rejse-aktier” som eksempelvis SAS går en spændende sæson i møde, for selvom mange fik stillet lidt rejsesult i sommeren ‘21, så higer mange efter at komme ud at rejse igen, og her gælder det for SAS om at stå klar med både flybilletter og rejseklare fly.

Endelig forventer SAS at omstille deres brændstofforbrug til mere miljørigtige alternativer, og selskabets plan er udelukkende at bruge biobrændsel på deres indenrigsflyvninger i 2030. Så hvis disse grønne ambitioner tiltaler dig som investor, så kunne det også være med til at gøre SAS-aktien en overvejelse værd.

Hvad skal jeg være opmærksom på, hvis jeg overvejer at købe aktier i SAS?

Der er flere ting, som du skal være opmærksom på, hvis du overvejer at investere i SAS, men det absolut vigtigste fokuspunkt, som du bør have som potentiel SAS-investor, er selskabets økonomi.

Nogle mener nemlig, at SAS i fremtiden vil blive hårdt ramt på et af deres kerneområder: De forretningsrejsende.

En analyse fra Harvard Business Review viser, at videomøder og digitale løsninger vil vinde indpas, jo længere tid der går med corona-nedlukninger, og samtidig står erhvervslivet til at spare på bundlinjen, når der ikke skal flyves medarbejdere rundt. Det er altså skidt nyt for SAS.

Sydbank anslår, at færre forretningsrejsende vil sænke SAS’ indtægter varigt med 5-8 mia. svenske kroner om året.

Derfor er det bestemt sandsynligt, at SAS skal ud og hente mere kapital inden for det næste års tid. Det vil alt andet lige betyde en udvanding af de eksisterende aktionærers aktier. Og så er det værd at bemærke, at SAS lige nu ligger inde med en gæld på intet mindre end 27 mia. svenske kroner – cirka 19,5 mia. danske kroner.

Egentlig opsummerede SAS-topchefen Anko van der Werff det meget godt i slutningen af oktober 2021, hvor han udtalte følgende til Finans.dk:

“SAS kæmper for at overleve. Når jeg ser, hvordan markedet er nu, hvordan vores kunder ændrer sig, og størrelsen af vores gæld, står det fuldstændig klart, at vi er nødt til at gøre tingene markant anderledes. Det er en kamp for at ændre SAS, så vi har en fremtid.”

Hvis det skal lykkes SAS at vente tilbage til at være en overskudsgivende virksomhed, så kræver det flere besparelser og mere produktive overenskomster med de ansatte. Det kan blive en hård intern kamp med strejker og fyringer, og det bliver endnu værre, når man inddrager SAS’ konkurrenter, for her halter SAS et godt stykke bagefter.

Endelig venter der i fremtiden endnu en stor udfordring, for man forventer at “flyskammen” vil vokse i fremtiden i takt med, at den omspændende klima- og miljødebat tager til. Det vil uanset hvad ramme især flyselskaber, der står som en af de store CO2-udledere.

Alt i alt, taler en stor gæld og en usikker fremtid ikke for at investerer i SAS AB aktien.
Virksomheden har lavet adskillige kapitaludvidelser for at overleve og vil være sensitive over for refinansiering af gæld, og har været afhængige af staten til at overleve. Det kan godt tænkes, at de igen kommer til at mangle penge, men det virker usandsynligt at de skulle gå konkurs.

Trendmæssigt har aktien heller ikke klaret sig godt og derfor har SAS aktien, ikke været en af vores favoritter hos TradeDesk. Vi foretrækker aktier der er i optrend på lang, mellemlang og kort sigt og det kan vi se i vores teknisk analyse system med daglige opdateringer.

Her kan du købe aktier i SAS

Siden 2001 har SAS været noteret i både Danmark, Norge og Sverige på henholdsvis Københavns Fondsbørs, Oslo børsen og Stockholmbörsen.

Den danske SAS-aktie handles på Nasdaq Copenhagen, hvor det også er muligt at investere i virksomheder som Vestas, Ørsted, Bavarian Nordic  og Danske Bank, der ligesom SAS er en del af det danske eliteindeks, C25.

SAS’ ISIN-kode er SE0003366871.

Med ovenstående på plads kan vi nu kigge nærmere på, hvor du kan købe (og sælge) aktier i SAS.

De to oplagte muligheder er enten via din bank, som dog kræver et gebyr for at fortage handlen for dig, eller du kan vælge selv at handle aktien igennem investeringsplatforme som Saxo Bank, Nordnet, eToro eller en helt fjerde.

Sådan køber du aktier i SAS

  • Opret en investeringskonto via din bank eller en investeringsplatform.
  • Lav en indbetaling (så du har midler at investere for).
  • Søg efter SAS, SAS AB, eller SAS_DKK (tickerkode for den danske SAS-aktie).
  • Klik på Køb, Handl eller lignende.
  • Angiv ønsket handelsbeløb eller ønskede antal aktier.
  • Afslut din ordre (om lidt er SAS officielt en del af din portefølje).

Nyheder om SAS

Vælger du at investere i aktier i SAS, så kan du med fordel følge med i, hvordan det går virksomheden fremadrettet.

SAS’ finanskalender for første del af 2022 ser således ud:

  •         Den 27. januar kl. 8.00: Årsrapport for 2021
  •         Den 7. februar kl. 11.00: Flytrafiktal for januar 2022
  •         Den 1. marts kl. 8.00: Kvartalsrapport for første kvartal af Q1
  •         Den 7. marts kl. 11.00: Flytrafiktal for februar 2022
  •         Den 17. marts: Ordinær generalforsamling

På SAS’ corporate-hjemmeside opdaterer selskabet løbende med nyheder og pressemeddelelser (https://www.sasgroup.net/investor-relations/).

Derudover kan du med fordel følge med i selskabets udvikling via medier som Børsen, Finans.dk og Euroinvestor.

Et godt tip er desuden at oprette Google Alerts, hvor du kan bede om at blive underrettet via mail, når der bliver udgivet nyheder, der direkte eller indirekte handler om SAS.

Nu kan det nemt være, at du ikke har lyst til at investere i SAS AB aktien, efter at have læst denne artikel.

Heldigvis har vi mange andre (og bedre) virksomheder i TradeDesk aktiesystemet, som rent faktisk stiger i værdi og dem bør vi fokusere på, i stedet for at prøve at fange en bund i et gældsplaget virksomhed i nedtrend, som måske går konkurs.

 

SAS aktien er i sektoren Cyklisk forbrug, så hvis du tror på et økonomisk opsving efter corona, så kan du sikkert ride på bølgen i nogle af disse aktier:

Tak for du læste med.